Mor og far var som altid skuffede over Lauras skolegang, men Laura var ligeglad. Hun drømte bare om et bedre sted...
Næste dag i skolen havde de en projekt opgave og Laura blev sat sammen med Casper. En af klassen fjollehoveder. "Okay, jeg synes at vi skal fremlægge om venskab, nu hvor hovedemnet er menneskelivet" Laura ønskede aldrig at bringe en diskition op, og sagde bare "Ja, ja" Også selvom hun inderst inde ikke havde en skid forstand på venskab.
Casper bladerede løs med alle de venner han havde og skulle abselut nævne alle navnene. Laura følte sig mere og mere upopulær, hvor mange venner havde hun: 0. Casper sluttede af med noget, som Laura syntes var yderst rørende: "Men, det er ikke antallet af venner der er vigtigt, det er de sande venner som tæller" Læren råbte ud over klassen at timen var forbi, og alle skulle pakke sammen. "Kan jeg få dit nummer?" Laura så overrasket på Casper. Han ville have hendes nummer. Han var den første person som havde spurgt om hendes nummer. "Du ved, så jeg kan kontakte dig, altså når vi skal lave lektier" Selvfølgelig tænkte Laura og gav Casper sit nummer. Alligevel kunne Laura ikke lade være med at være glad, måske kunne dette være hendes første ven?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar