Casper boede stilfuldt. Det var tydeligt at se, at hans forældre ikke var nogle gamle mennesker. Sort og hvid var de farver som styrede stuen. På nær et par røde roser som var i en sort vase. Han hentede sin bærbar og tændte den. De satte sig på sofaen. "Lad os komme igang" sagde han. "Hvad mener du at venskab er?" Laura vidste ikke noget om det efter egen erfaring, men hun havde jo hørt en masse sange og set en masse film/serier om det. "Venskab er når to eller flere personer klikker godt sammen. Man ved at det er et rigtigt venskab, når man tænker mere på sin ven end på sig selv." Casper begyndte at fnise lidt. "Når du siger det på den måde Laura, lyder det nærmere som kærlighed. Man ikke kan tænke på andre end én person." Laura kunne mærke at hun skulle finde selvtilheden igen, meget hurtigt. "Hvem er din bedtse ven?" spurgte hun. "Alan. Han er min bedste ven fordi vi er som en. Og selvom vi ikke laver så meget når vi er sammen er det aldrig kedeligt." Laura vidste godt at Casper var bedste venner med Alan, men spurgte bare for at være sikker.
Laura blev mere sikker, jo længere tid der gik. Muligheden var stor, Casper kunne blive hendes første ven. Så kom det spørgsmål Laura havde frygtet "Hvem er din bedste ven eller veninde?" "Jeg.. Jeg har ikke nogen" svarede Laura tøvende. Stilhed, pinelig stilhed kom... Casper brød tavsheden "Forandring fryder" sagde han med et smil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar