"Laura! Hvor har du været!? Hvorfor har du ikke taget din telefon eller ringet tilbage? Det ligner dig ikke at være så sent ude." Præcis, det ligner ikke Laura, men forandring fryder. "Jeg har været over hos Casper" sagde Laura og gik op ad træppen, men stoppede halvvejs, fordi hendes mor ikke ville holde op med at snakke. "Skal far og jeg ikke snart møde ham der Casper." No fucking way! Tænkte Laura, men sagde det meget pænere. "Det tror jeg ikke mor." Laura skyndte sig op på sit værelse, for mor ville sikkert sige en hel masse mere om Casper. Casper var en ven, Lauras ven. Men ikke en god nok ven, til at han skulle møde hendes forældre. Mor og far ville sikkert tro at de var mere end venner. Laura fik det dårligt, hvorfor skulle mor nu sætte det i hendes hoved.
Morgenmaden, dagen efter, var klokken 10. Mor og far var ikke i den ellers normale glade morgen-stemning. De havde lavet nybagte boller og bordet var dækket. Laura satte sig ned på sin sædvanelig stol og gik igang med at smøre en bolle. "Laura" sagde far med en rolig stemme. "Mor og jeg er blevet enige om at det er på tide at vi tager en lille snak" Mor tog over: "Vi har skrevet en lille seddel med ting, vi gerne vil tale med dig om." Laura fornemmede ikke at det her ville gå godt.
"Okay Laura, det første er hjemme- og sengetider, du kom alt for sent hjem igår, det var jo ikke engang aftalt." Laura kiggede ned i bordet, hvis hun spillede rigtig sød kunne hun slippe godt afsted. "Så fremover vil vi gerne have at du senest er hjemme klokken 21:30" "Det var jo freda..." Laura stoppede sig selv i at blive sur, tog en dyb indånding og fortsatte "Mor og far... Jeg er endelig ved at få styr på mit liv, og kan I ikke bare stole på at jeg selv kan finde ud af det?" Mor og far kiggede på hinanden. "Nej, du er kun 14 år Laura." Sådan er det altid med forældre. De vil passe på deres børn så meget at de faktisk næsten ødelægger en del af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar