Mor og far var ikke glade da Laura kom hjem. "Hvor har du været, vi har været så bekymret." De forstod slet ikke at Laura havde ting at tænke over, at hun ikke kunne overskue sine forældre, lige den dag. Casper... Casper sad fast inde i hendes hoved, hvordan ville det være i skolen? Ville dette kys ødelægge deres vanskab. Det venskab Laura havde kæmpet med at bygge op?
Hun ville ikke i skole mandag. Overbeviste sig selv om at hun var syg, men kunne ikke overbevise sine forældre og blev tvunget i skole. Da Laura så Casper længere nede ad gangen, blev hun kold og stivnede. Hvad skulle hun gøre? Hvad skulle hun sige? Mens hun tænkte gik Casper mod hende. Fuck, han havde set hende. "Hey Lau" sagde han og gav hende det normale venskabs-kram. Det var som om han havde glemt kysset. Nu burde Laura være glad, var det ikke det hun ville have? Ville hun ikke have at kysset ikke skulle påvirke venskabet? Men nej, alt inde i hende ville have at han skulle sige noget. Sige sin mening, reagere på at de havde delt mundsalv i over 30 sekunder! Hvorfor gjorde han ikke noget. Da dagen næste var overstået, tænkte Laura: Hvorfor reagere jeg ikke på kysset. Hun havde slet ikke nævnt kysset, ligesom Casper. Men da Laura skulle til at forlade skolen, tog Casper hende i hånden. "Vi skal tale sammen" De gik ud på toilettet. "Angående i lørdags" startede Casper ud med. "Jeg fortryder ikke kysset" Nej, tænkte Laura, men det gør jeg. "Der er et eller andet ved dig Laura" Casper lænte sig længere hen mod hende. "Som tænder mig" "Jeg ved ikke rigtigt" tøvede hun, for at vinde mere tid. Men hendes tøven blev afbrudt af et kys. Et kys som forvandlede sig til et snav og varede mere end et minut. Et kys som ikke blev stoppet. Et dejligt kys...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar