"Skal vi ikke tage hjem skat? Klokken er 00:00." Laura rystede på hovedet, "jeg bliver lige lidt længere, du må godt tage hjem" Casper var tydeligt imod hendes ord, men adlyd. Han tog sine ting, gav hende et sidste kys og forsvandt ud af døren med Mohammed. Katja lænte sig ind mod Jonas. "Jeg kunne godt bruge noget pik" sagde hun trist. Jonas gjorde store øjne og fik stammet et "øhm? O-o-okay" frem. Derefter brød Katja, Louise og Laura ud i grin. "Du er så tændt lille bror! Hun mener det jo ikke." Fornærmet og sur tog Jonas hjem, hans undskyldning var, at han var træt. Katja sagde også farvel, men ikke med et knus. Hun gav Laura et kys på munden. "Nu håber jeg ikke Casper bliver misundelig" grinte hun og forlod caféen. Der var ikke flere mennesker tilbage, udover Laura og Louise.
"Hvem betaler alt det vi får her?" spurgte Laura. Det var et spørgsmål hun længe havde tænkt over. "Det er gratis for Jonas, mig og vores bekendte. Ser du Laura, vores sted-far ejer havnecaféen." "Stedfar?..." tænkte Laura højt. "Kom her" sagde Louise og klappede blidt på en stol. Laura satte sig. "Det er på tide, at du får noget at vide om Jonas og jeg. De andre ved det allerede." Havde de virkeligt holdt noget skjult for Laura, hun syntes ellers at de alle havde været så åbne over for hende. "Da Jonas var 3 og jeg var 8, kom vi på et børnehjem. Det var fordi: Vores far sad i fængsel og vores mor drikkede. Der var ikke nogen plejefamilier, som ville have to børn på en gang. En rar gammel dame adopterede os, 3 år senere. Hun var en rigtig gammel og kunne derfor næsten ikke noget selv. Det var mig som passede på os alle tre, i en alder af 11. Jeg passede min skole, Jonas, damen, rengøringen, maden, indkøbningen, regningerne, ja... Alt. Efter et halvt år døde damen af alderdom. Min mor havde stoppet sit alkohol-misbrug og fik os hjem. Alt gik godt, indtil vores far kom ud af fængslet og opsøgte os. Han sad inde pga. børnevold mod os, og voldtægt mod vores mor og tre andre kvinder. Vores mor var bange og græd hele tiden. Det gjorde ondt at se hende sådan og det gjorde ondt at tænke på min far. Alt blev for meget for mig, så da jeg var 12 begyndte jeg at skærer i mig selv. Da Jonas var 13, opsøgte han vores far alene, og fortalte ham, at han skulle glemme os. Vi har ikke hørt noget fra ham siden. Nu har vores mor fundet en dejlig mand, og jeg er ikke længere cut'er. Alligevel går Jonas, vores mor og jeg rundt med tanker om far. Han er jo stadig der ude et sted. Det er derfor Jonas godt kan bryde ud i gråd." Laura sagde ikke noget, fik det dårligt. "Men lov mig Laura, at denne viden ikke vil pårvirke din måde at behandle os på. Se på Katja f.eks. Hun laver stadig grin med Jonas, selvom hun ved det."
Da Laura tog hjem den aften, tænkte hun på andre end sig selv. Der var andre som sikkert havde det meget dårligre end hende, de viste det bare ikke. Med små tåre ned ad kinden gik hun ind af sin hoveddør. "Hvor har du været Laura!?" Hun ignorede det hendes forældre sagde, indtil de tie stille. "Mor og far... Jeg elsker jer!" tudbrølede Laura. Hendes forældre så forvirret ud, men gav hende et stort kram. "Ikke græde lille pus, vi elsker også dig og vi vil altid være her." Hendes mor pegede på sit bryst, der hvor hjertet sidder...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar