Det var aften da Laura tog hjem til Casper. Det var ham som åbnede. "Hej skat" sagde Casper og gav hende et kys. Laura lagde ingen føelser i kysset. "Hvad er der galt?" "Vi skal tale sammen, vil du ikke gå en tur, med mig?" Uden at svare tog Casper sine sko og sin jakke på, og gik med. Laura tændte en smøg og sagde: "Jeg har tænkt og fundet ud af noget." Der gled en tåre ned af Caspers kind. "Jeg synes ikke at dette forhold skal fortsætte." Endnu en tåre kom fra Casper. "Elsker du mig ikke?" Hans stemme var skiner. "Som ven, men ikke som kæreste." Tavshed. Laura tog et sug fra sin smøg. "Vi kan stadig være venner, ligesom før." Hun tog fat i hans hånd, men han trak den til sig. De passerede et bus-stop-sted, Casper satte sig ned og skjulte sit ansigt i armene. Laura kunne ikke lide at se ham græde. Se ham ulykkelig og vide at det var hendes skyld. "Jeg elsker dig" snøftede Casper og kiggede hende lige ind i øjene. Han lignte en, som havde mistet et familiemedlem forevigt. Hun satte sig på hug overfor ham og lagde sin hånd blidt på hans lår. "Jeg elsker også dig, men på en anden måde." Laura havde aldrig været ærligre i sit liv, og hvad fik hun ud af det? En fortabt ven. "Jeg elsker dig" gentog Casper og rystede på hovedet. Laura satte sig ved siden af ham, lagde sine arme omkring ham og trak ham ind til sig. Han græd, hendes jakke blev helt fugtig, der hvor hans ansigt var.
Så begyndte han at grine, Laura blev forvirret. Var han glad eller ked? "Jeg har været lun på dig i så mange år", grinte Casper, "Nu troede jeg endelig, at jeg havde dig. At du var min og jeg var din." De stod begge og kiggede ud i luften, deres hoveder var fyldt med tanker, hvad nu? "Jeg elsker dig, og jeg har været så glad, lige siden vores første kys." Laura overvejde at kysse Casper nu. Den følsomme dreng, der sad og græd ved siden af hende, skulle ikke behandles sådan. Men ved at kysse ham, gav hun op på sine ord, hun elskede ham jo ikke, som kæreste. "Vil du være lidt alene?" spurgte Laura, i håb om, at han sagde ja. Hun måtte væk, før hun gjorde noget dumt. Han sagde ikke noget, tårene kom tilbage. "Jeg tager hjem" sagde han så endelig, efter 5 minutter. Han rejste sig op og gik, uden at give et kram, uden at sige farvel, uden at se på hende. Var det det? Kan man virkelig ikke gå tilbage som venner, efter et forhold?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar